På Bornholms Hospitals palliative afdeling arbejder de med at lindre den "totale smerte", som omfatter både de fysiske, psykiske, sociale og åndelige aspekter. Dette fokus kan hjælpe patienter med livstruende sygdomme til en bedre livskvalitet, fortæller Caroline Lind Pedersen, der er psykolog på Bornholms Hospital.
- Vi kan behandle de fysiske symptomer, men det tager ikke nødvendigvis smerterne væk, fortæller hun og fortsætter. - Det handler om at komme rundt om det hele menneske.
En patient kan blive indlagt på palliativ afdeling på grund af åndenød, men målinger viser, at patienten får ilt nok. – Det er et eksempel på, at der er tale om en anden dimension i smerteoplevelsen, som kan være socialt eller psykisk betinget af eksempelvis angst, uddyber Søren Wichmand, der er overlæge på palliativ afdeling på Bornholms Hospital.
Skaber rum for de svære følelser
Forskning viser, at når mennesker konfronteres med en kronisk eller livstruende sygdom, intensiveres deres eksistentielle og åndelige overvejelser og behov. På Bornholms Hospitals palliative afdeling er det netop denne erkendelse, der driver deres arbejde.
- Vi evner at træde ind i det ubehagelige rum, hvor vi er nødt til at blive i et stykke tid for at tale om det, der er svært. Når der skabes rum for alle de svære følelser, kan de blive lidt lettere at være i, forklarer Søren.
Men ikke alle patienter er parate til at tale om det, der kan være svært. Det kræver tålmodighed, siger Caroline. - Hvis vi ikke formår at åbne op for den svære samtale, kan jeg i stedet supervisere personalet i at vinde patientens tillid over tid.
At smide rustningen
I den palliative behandling er det altså ikke kun de fysiske symptomer, der kræver opmærksomhed. Den åndelige og eksistentielle støtte er lige så afgørende, påpeger Benedikte Gyes, der er hospitalspræst på Bornholms Hospital.
- Det er et møde i en åben samtale, hvor det er altafgørende at møde patienten netop dér, hvor patienten er og være der med ham eller hende.
I mange tilfælde er denne samtale en invitation til at smide rustningen, fortsætter Benedikte efter en tænkepause. – Mange af os bærer rundt på en rustning skabt af vores egne og andres forventninger til, hvem vi skal være. Men når vi har en livstruende sygdom, kan der komme revner i rustningen, og det kan være enormt befriende at lade den falde.
Tæt på patienten og pårørende
Når rustningen falder, skabes der en dybere forbindelse mellem patienten, deres pårørende og personalet, forklarer Caroline. - Det kræver stor ydmyghed og respekt at komme så tæt på den enkelte. Derfor tilbyder jeg supervision af personalet, som også modtager løbende kurser og undervisning i både psykisk og åndelig håndtering af patienterne og deres pårørende.
Den tætte kontakt med både patienten og deres nærmeste er en central del af den lindrende behandling, forklarer Søren. - Vi tilbyder opfølgende og rådgivende samtaler med de efterladte, og her ser vi ofte glæden ved at få talt om det, der er svært. Og ikke mindst glæden ved at få lov til at være en del af den sidste tid og lære mennesket endnu bedre at kende, slutter Benedikte.