Sundhedsplatformen i luften

​Danmarks største sundheds-it-projekt online

Gik som forventet

I nat blev der sat strøm til Sundhedsplatformen på Herlev og Gentofte Hospital. Forud for Go Live blev systemet udsat for de sidste af mange tests, som skal sikre, at systemet kan køre tilfredsstillende.

Klokken 02:45 blev den endelige godkendelse givet og dermed rundede Region Hovedstaden endnu en stor milepæl i indføringen af Sundhedsplatformen, som i perioden 2016-2017 skal udbredes på alle hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Og nattens strabadser er gået helt som forventet, fortæller regionsdirektør Hjalte Aaberg. 

Håber på tålmodighed

- Implementeringen er heldigvis gået godt set over en bred kam, også selvom der er ting, der skal rettes til. Jeg ved, at medarbejdere og patienter kommer til at mærke til bøvlet i den kommende tid, og nogle patienter kommer også til at opleve ventetid. 

- Det beklager jeg, og håber på tålmodighed, mens vi arbejder videre med at få det hele til at spille optimalt sammen, siger han. 

To års forberedelse

Forud for lanceringen er gået mere end to år med intense forberedelser. At Sundhedsplatformen nu er online er en foreløbig kulmination på et enormt stykke arbejde, fortæller regionsdirektør Hjalte Aaberg, som fulgte nattens arbejde tæt.  

- Det er imponerende at se samarbejdet mellem alle medarbejderne, der har knoklet for at få det her til at ske. Vi ved jo, at medarbejderne i sundhedsvæsnet har et ”akut-gen”, som aktiveres, når der skal en særlig kraftpræstation til. Det har vi endnu en gang fået bevist i nat. 

Hver 5. læge er superbruger

Selvom systemet fungerer, så forventes det, at det vil tage flere måneder før de nye arbejdsgange, og selve systemet, kører helt efter bogen. Derfor er der iværksat en række foranstaltninger, som skal få implementeringen til at forløbe så gnidningsfrit som muligt. 

Der er blandt andet uddannet et stort antal superbrugere, som hurtigt kan træde til og hjælpe deres kollegaer. Fx er hver 5. læge superbruger på Sundhedsplatformen. Der er også lavet aftaler med de andre hospitaler i regionen om at tage en del af Herlev og Gentofte Hospitals patienter op til og lige efter Go Live. 

På den måde sikrer man, at akutte og livstruede patienter bliver behandlet som vanligt. 

Nu skal der samles erfaringer og justeres, hvor det er nødvendigt. De erfaringer skal bruges, når Rigshospitalet kommer på Sundhedsplatformen den 5. november. 

Fakta om Sundhedsplatformen


  • ​Sundhedsplatformen er Danmarks største sundheds-it-projekt og skal samle informationer om patienter ét sted. 

  • Sundhedsplatformen indføres på alle hospitaler i Region Hovedstaden og Region Sjælland i perioden 2016-2017. 

  • Systemet træder i stedet for regionernes nuværende patientjournaler og erstatter op mod 30 forældede og usammenhængende it-systemer.

  • Systemet er udviklet af softwareleverandøren Epic. Systemet bruges på 1100 hospitaler verden over og servicerer 172 millioner patienter. 

  • Region Hovedstaden forventer at bruge omkring 2,1 mia. kroner på systemet. Heraf godt 1,03 til anskaffelse af systemet og 1,1 mia. til interne omkostninger; bl.a. uddannelse og træning. 

Redaktør