Gå til hovedindhold
​​Marie Norsker, cheflæge for neurologien på både Bornholms Hospital og Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Sammen om vores neurologiske patienter

​​- Jeg håber meget, man vil kigge mod vores partnerskab, når Region Øst bliver dannet. Sådan siger Marie Norsker, cheflæge for neurologien på Bispebjerg Hospital og siden maj 2024 også lægefaglig chef for bornholmske neurologiske kollegaer.

Vent...

- Jeg finder det mere naturligt, at vi tager ansvar for vores fælles patienter og giver dem lighed i sundhed, når vi er knyttet sammen som partnerskabshospitaler, end hvis vi havde ansvaret for hele regionen og dagligt skulle sende læger til flere forskellige hospitaler på Sjælland, fortæller Marie Norsker, cheflæge for neurologien på Bornholm og Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Bornholms Hospital har gennem længere tid haft 1-2 fastansatte neurologer. Det er sårbart ved ferie og sygdom. Derfor har Bispebjerg (BFH) og Bornholms Hospital (BOH) som partnerskabshospitaler fundet løsninger til glæde for vores bornholmske patienter.

Under samme vinger

- Nu har vi dagligt læger fra Neurologisk Afdeling på Bispebjerg til stede på Bornholms Hospital. De ser vores bornholmske patienter i ambulatoriet eller til stuegang, fortæller Diana Kaiser, cheflæge på Afdeling for Medicinske Sygdomme på Bornholms Hospital. - Samarbejdet understøtter lige adgang til sundhedsydelser for vores neurologiske patienter på øen. Det er Marie Norsker, der har ansvaret for at sikre lægehjælp til Bornholms Hospitals neurologiske sengeafsnit med otte sengepladser og 250 ambulante månedlige neurologiske kontakter.

- Vi har et hold af faste neurologer, der hver især er regelmæssigt på Bornholms Hospital et par dage om måneden, og nogle kommer flere sammenhængende dage, fortæller Marie.

- Vi føler os virkelig godt budt velkommen af personalet på Bornholms Hospital, der har taget imod os med en utrolig varme og faglig interesse for samarbejdet.​


Hanne Christensen, professor og overlæge (BFH), tager turen til Bornholms Hospital hver anden onsdag. - Jeg trængte til at prøve noget nyt. Det er fagligt  spændende og så har jeg har selv været med til at definere, hvilke dage jeg tager til øen. Det er vigtigt, at vi er med til at sikre nærhed i sundhed, så patienter ikke skal rejse så meget, fortæller Hanne og understreger, at det giver god mening, at det er hende som læge, der kommer til patienterne på øen, så de kan være sammen med deres nære og kære.​​​

Ingen ugens gæst

- Og lægerne fra Bispebjerg Hospital skal ikke bare være ugens gæst på Bornholm, understreger Marie.

- Vi skal vide, hvem der kommer hver onsdag, hver eneste uge, og hvem der tager hvilke ambulante forløb. For det er nemmere at tage del i hverdagens opgaver på Bornholm, når man er et fast hold af kollegaer, der engagerer sig og tager medansvar.

Kultur og ledelse

- Det er både spændende og svært at være leder på distancen, når man er leder på to matrikler med to kulturer og ikke bare lige kan smutte forbi, fortæller Marie, der tager til øen med jævne mellemrum, men også mødes over Teams med Bornholms Hospitals chefsygeplejersker og cheflæger hver anden uge for at følge dagligdagen og udvikle nye tilbud til de bornholmske patienter.



- Vores møder med kollegaerne på Bispebjerg foregår i øjenhøjde med god stemning og delte aha-oplevelser, fortæller Diana Kaiser, cheflæge på Medicinsk Afdeling på Bornholms Hospital. - Vores indgående kendskab til de lokale forhold på Bornholms Hospital er vigtigt i samarbejdet omkring den faglige ledelse for neurologien. Det er inspirerende at finde en ny balance mellem det formelle ledelsesansvar for neurologien, som Marie Norsker står for, og den kliniske hverdag med drift og uddannelse, som vi skal koordinere med de nye tiltag, fortæller Diana Kaiser.

​Gensidig læring og nysgerrighed

- Jeg oplever en stor tværfaglig nysgerrighed på Bornholms Hospital efter at udvikle nye arbejdsgange og få kompetenceudvikling, fortæller Marie.

- På Bispebjerg har vi fast struktur med den involverende samtale (DIS) med patienter, pårørende og tværfagligt sundhedspersonale. Kollegaerne på Bornholms Hospital har været meget nysgerrige på de erfaringer, vi har opnået med at få struktureret og samlet de mange fagligheder i ét rum til en evaluerende samtale med patient og pårørende, for det er noget af et puslespil. Og nysgerrigheden går begge veje.​

- På Bispebjerg er lægerne og sygeplejerskerne vant til at være specialiserede inden for neurologiske subspecialer. De har fået øjnene op for, hvor mange forskellige typer patienter man møder på Bornholm, og at man derved bliver en specialist i generel neurologi på øen, fortæller Marie Norsker.

​Digitale tilbud

- Vi er også blevet meget inspireret af Bornholms Hospitals digitale tilbud, der giver lægerne fleksible arbejdsgange i forbindelse med digitale løsninger – både ved stuegang, ambulant konsultation og akutbehandling af f.eks. stroke-patienter, hvor man med brug af video kan vurdere patienter og supervisere kollegaer på distancen.

- For tiden er vi ved at undersøge, om vi kan samle opgaver og frigive tid i klinikken, og om det er de rigtige patienter, vi ser i ambulatoriet. Måske kan nogle ambulante besøg lægges om til virtuelle kontakter med specialister på Bispebjerg og dermed frigive tid til transporten for både patienter, pårørende og læger.

- De erfaringer, Bornholms Hospital har på det digitale område, kan vi få brug for, når vi skal tilbyde og udbygge digitale tilbud i Fremtidens Ambulatorium, slutter Marie.​


​​​


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden