Patientrejser: Hav tålmodighed med os

​Patientrejser får et nyt it-system, der gør det hurtigere at bestille rejser og udbetale penge for eventuelle udlæg. Men det kan give lidt ventetid på telefonerne, fordi de ansatte skal lære at bruge systemet. Derfor håber Patientrejser på, at patienterne væbner sig med lidt ekstra tålmodighed de næste par uger, når de kontakter Patientrejser.

”Det bliver rigtig godt. Det nye system er meget mere smidigt, og en del af arbejdet kommer til at køre automatisk, så det sparer os for rigtig meget tid”, forklarer Lene Frigaard, der er leder af Patientrejser. 

Systemet kan for eksempel selv beregne hvor mange kilometer, der er fra patientens bopæl til lufthavnen. Udover at det er mere nøjagtigt, så sparer det også de ansatte rigtig meget tid, fordi de i dag skal lave beregningen manuelt, inden patienten kan få udbetalt sine kilometerpenge. 

Penge hurtigere ind på kontoen

Når det nye system har beregnet, hvor mange penge patienten har til gode, så sender det automatisk opgørelsen til udbetaling. I dag skal de ansatte lave det arbejde manuelt. 

”I dag tager det en uge, inden patienterne har deres penge. Fremover forventer vi, at pengene er gået ind på patienternes konto allerede dagen efter, at systemet har behandlet rejsen”, forklarer Lene Frigaard. 

Hav tålmodighed med os 

Hos Patientrejser glæder de ansatte sig til det nye system. Det er nemlig frustrerende for både ansatte og patienter, når der er lang ventetid på telefonen. 

”Det er rigtig stressende, når vi kan se, at der sidder patienter i telefonen og venter på at komme igennem. Vi vil jo gerne gøre det så hurtigt som muligt, og det kommer vi til med det nye system”. 

Lene Frigaard siger samtidig, at der godt kan opstå lidt ventetid på telefonenerne de næste par uger: 

”Vi skal lære systemet ordentligt at kende, og det kan give lidt ventetid her i begyndelsen. Derfor håber vi på, at patienterne har forståelse for, at det kan tage lidt tid at komme igennem til os her i begyndelsen”. 


Redaktør