Faglig udvikling i trygge rammer
Med en delestilling mellem Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og Bornholms Hospital har Freja Løvendal og Rosa Dam Wærling fået indsigt i to meget forskellige arbejdsgange og arbejdsmiljøer.
- Jeg ville rigtig gerne til Bornholm, men jeg følte mig ikke helt klar til at starte i en introstilling i intern medicin, hvor man står mere alene, uden erfaring med det medicinske speciale. Så det har været en meget tryg overgang, siger Freja, der så delestillingen som en mulighed for at afklare sin fremtidige karrierevej.
– Jeg er ikke fast besluttet på, hvad jeg vil. Så det har været megafedt at opleve både det specialiserede på Bispebjerg og det generelle på Bornholm. På den måde har jeg fået en fornemmelse af, hvad der passer til mig og mit temperament.
Rosa søgte uopfordret og blev ringet op af en ledende overlæge på Bispebjerg Hospital, som anbefalede hende at tage til Bornholm.
- Jeg ville gerne have en bred intern medicinsk introstilling og se det hele, og det får man jo lov til på Bornholms Hospital. Samtidig fik jeg mulighed for at tage ansvar og afprøve en lederrolle. Det kunne jeg mærke var det rigtige for mig, og det er jeg blevet bekræftet i, fortæller hun.
Er vi så B-holdet?
- Jeg startede med tanken: 'Er vi så B-holdet, der får en afbrudt stilling og får sværere ved at få erfaring, mens vi er her', siger Freja, der var blevet mødt af fordomme om, hvorvidt der sættes mere pris på højspecialisering fremfor generalistkompetencer. Men både hun og Rosa fandt hurtigt ud af, at det ikke var tilfældet.
- Opbygningen giver virkelig god mening rent fagligt. Man får både erfaring i et bredt felt og i en specialiseret afdeling. Det giver en god rød tråd i vores uddannelse, forklarer Rosa.
To hospitaler – to arbejdsgange
Selvom begge hospitaler er en del af Region Hovedstaden, er der store forskelle på arbejdsgangene. Det har lært Freja og Rosa at arbejde tværfagligt og fleksibelt for at finde løsninger.
- På Bispebjerg er specialerne mere adskilte, og man ser en større mængde patienter inden for hver specialisering. På Bornholm er det mere generalistpræget, og selvom vi ofte konfererer, så er det én selv, der skal forstå planen godt nok til at kunne føre den ud i livet. Det giver en anden type erfaring, forklarer Freja.
Et mindre hospital betyder også kortere afstande til kollegaerne.
- På Bornholms Hospital lærer man hurtigt hinanden at kende og på en helt anden måde. Det giver et stærkt sammenhold og en fælles følelse af ansvar, uddyber Freja.
En fleksibel arbejdsmodel
Ifølge Rosa er der store muligheder i den fleksible arbejdsmodel, som delestillingen tilbyder. Hun peger på, at det netop er den type løsninger, der er nødvendige i fremtiden. - Selv i et lille land som Danmark er der forskel på ressourcerne, så jeg håber, at delestillinger bliver mere udbredt, siger hun og får opbakning af Freja.
– Hvis vi ser på den manglende lægedækning uden for storbyerne, så er det fedt at kunne hjælpe der, hvor der virkelig er brug for os, og det samme mener mange af dem, jeg kender inden for mit fag, siger hun og understreger, at det for hende har været afgørende, at delestillingen var et frivilligt valg, siger hun og fortsætter.
- Det har været superfedt, fordi jeg selv har valgt det, og fordi stillingen er organiseret på en måde, hvor kontinuitet og fleksibilitet fylder, og jeg samtidig får en masse erfaring og mulighed for at bruge mine kompetencer.
Et springbræt til fremtiden
Freja og Rosa har i skrivende stund en uge tilbage på Bornholms Hospital. De valgte en delestilling af forskellige årsager, men afslutter opholdet med en bekræftelse af, at de trives med et tæt kollegialt fællesskab, ansvar og faglige udfordringer.
- Jeg ville gerne kastes ud i opgaverne. Så det har været en mulighed for at finde ud af, om jeg kan lide at stå på egne ben. Det har været et springbræt, fortæller Rosa, der inden længe rejser til Grønland for at arbejde på Dronnings Ingrids Hospital i Nuuk.
Og hvem ved. Måske er de ikke helt færdige med Bornholm.
- Jeg kunne sagtens se mig selv i en model, hvor jeg arbejder både på et højtspecialiseret hospital og på Bornholm i perioder. Vi har brug for flere fleksible løsninger, hvis vi vil sikre en god lægedækning i hele landet, slutter Freja.