Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​Lawra Harbi Kuhlmann (tv.) sammen med Marianne Hee Bang, der er klinisk uddannelsesansvarlig på Bornholms Hospital.

"Jeg har haft en stejl læringskurve, men jeg ville ikke være det foruden"

Til august afslutter Lawra Harbi Kuhlmann sin specialuddannelse som anæstesisygeplejerske på Bornholms Hospital. Som den første kursist har hun pendlet mellem København og Bornholm.​
Vent...

​​- Det har været utrolig hårdt, men jeg ville aldrig vælge at uddanne mig på et andet hospital, siger Lawra Harbi Kuhlmann, der er den første anæstesikursist til at pendle fra København til Bornholm.

Jeg ville udfordres

Med otte års erfaring som sygeplejerske, blandt andet inden for det akutte beredskab og på en neurologisk intensivafdeling, var Lawra klar til nye udfordringer.

- Jeg ville gerne arbejde i en funktion med større uforudsigelighed, og hvor jeg skulle tænke klart i pressede situationer, forklarer Lawra, der valgte at søge en uddannelsesstilling inden for anæstesi. 

- Jeg blev til min store overraskelse kontaktet af Bornholms Hospital, der tilbød mig en plads på deres uddannelsesforløb.

Beslutningen krævede dog grundige overvejelser. Lawra skulle have et nyt arbejdsliv som pendler til at passe ind i et privatliv med en søn på 2,5 år.

Livet som pendler

Lawra sagde ja til uddannelsesstillingen efter en aftale med hospitalet om, at hendes pendling kunne forenes med privatlivet i København. Hun fik derfor dækket transportomkostninger og indkvartering sammen med andre sundhedsfaglige studerende og tilrejsende.​

- Jeg skulle vænne mig til nogle helt nye omgivelser og en meget anderledes hverdag. Det var ensomt at være væk fra min søn, men måske savnede jeg ham mere, end han savnede mig, smiler Lawra.

Lawra vænnede sig langsomt til sin nye arbejdsplads, der tog varmt imod københavneren.

- De har været så søde og enormt forstående for min situation. De har inkluderet mig i sociale arrangementer og i det hele taget hjulpet mig med at føle mig hjemme, fortæller hun.

Faglig udvikling i et stærkt fællesskab

Uddannelsesforløbet har været intensivt, og Lawra ligger ikke skjul på, at læringskurven har været stejl. Som anæstesisygeplejerske på et mindre hospital har hun fået mulighed for at udvikle en bred vifte af kompetencer.

- På et lille hospital har man mange snitflader og tæt kontakt med andre faggrupper. Det har gjort, at jeg virkelig har skullet skærpe min faglighed og lære mine egne grænser at kende, uddyber Lawra, som fremhæver sine vejledere som uundværlige sparringpartnere.

- De har været helt fantastiske og har grebet mig, når jeg har tvivlet på egne evner og følt mig allermest usikker, siger hun.

Da Lawra efter et halvt år skiftede til Hillerød Hospital, var hun nervøs for, om hun kunne overføre sine erfaringer fra Bornholm til en større afdeling. Men det viste sig hurtigt, at hun fagligt var langt foran. - Jeg var utrolig nervøs, men det viste sig, at jeg kunne meget mere, end jeg gik og troede, uddyber hun.

Bornholm er ikke udelukket i fremtiden

Lawra er endnu ikke afklaret om, hvor hun vil arbejde efter endt uddannelse. Men Bornholm er ikke udelukket.

- Jeg havde aldrig forestillet mig at tage en uddannelse på Bornholm, men det har givet mig nogle helt nye perspektiver. Her bliver man virkelig set og hørt, og der er stor respekt for den enkeltes faglighed, siger hun og tilføjer. - Jeg holder mine døre åbne, smiler hun.

Ville ikke være det foruden

Til andre, der overvejer at tage samme uddannelse, har Lawra et råd.

- Man skal være mentalt forberedt på, at det er en krævende uddannelse. Det første halve år kan føles som at starte forfra, men hvis man er nysgerrig og engageret, vil man opleve en enorm faglig udvikling, forklarer hun.

Og så er det vigtigt at have et stærkt bagland, fortsætter Lawra. -  Det er så vigtigt at have opbakning fra fagligt kompetente vejledere, der har din ryg, når du føler dig på bar bund. Jeg er blevet mødt med en kæmpe tillid til min faglighed, og jeg ville ikke have været det foruden.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden