Hurtigere forløb for hjertepatienter til Rigshospitalet

​Ved at informere og tage blodprøver på Bornholms Hospital, sparer bornholmske patienter, der skal have undersøgt hjertets kranspulsåre på Rigshospitalet, flere dage og får dermed et betydeligt kortere samlet forløb.

​Hjertepatient Sigmund Schack Jørgensen fra Tejn fik ikke forkortet sit ophold på Rigshospitalet. Efter tre timer måtte hans operation udskydes, da han ikke kunne tåle mere kontrastvæske. Alligevel har han kun lovord overfor ordningen som skaber stor tryghed. 

 FOTO: Bornholms Hospital

Der skal hele tiden være fokus på patientens behov. Det er grunden til, at vi på Bornholms Hospital og Rigshospitalet har indledt et tæt og systematisk samarbejde omkring hjertepatienterne. Vi har arbejdet med at bryde sektorovergangene ned og give vores patienter et solidt og trygt forløb. Tidligere blev de bornholmske hjertepatienter fløjet til Rigshospitalet om mandagen. Undersøgt om tirsdagen, og fløjet hjem om onsdagen og udskrevet fra Bornholms Hospital om torsdagen. 

Kun en dag

I stedet for at bruge flere dage på Rigshospitalet, kan patienten nu nøjes med lidt over en dag. Patienterne får nu information og taget blodprøver på Bornholms Hospital. Patienterne kan herefter tage flyveren til København om morgenen - blive undersøgt og eventuelt få foretaget et mindre indgreb af lægerne på Rigshospitalet – og nå flyveren hjem til aftensmad. Alt sammen med en sygeplejerske fra Bornholms Hospital ved patientens side, som også træder i arbejdstøjet på Rigshospitalet og arbejder sammen med personalet der. 

Kompetenceløft til sygeplejerskerne 

Tidligere fulgte den bornholmske sygeplejerske kun patienten til Kastrup Lufthavn, hvorefter patienten blev kørt til Rigshospitalet i en ambulance. Nu følger sygeplejerske patienten under hele forløbet, og deltager også i selve arbejdet på Rigshospitalet. Det har betydet et stort kompetenceløft, da vi har fået meget mere viden, og med egne øjne har set, hvad patienten skal i gennem. 

Større tryghed

At sygeplejersken følger med under hele forløbet, har givet en langt større tryghed for den enkelte patient. Vi har tidligere oplevet kedelige episoder i lufthavnen, hvor vi har måttet sige farvel til en nervøs og usikker patient og overlade patienten i ambulancen. Tilbagemeldingerne fra patienterne er da også, at de sætter stor pris på, at vi følger dem under hele forløbet. 

Alle 200 hjertepatienter 

Ordningen kører i øjeblikket kun en dag om ugen, hvor en til to hjertepatienter får glæde af den. Den kunne godt udvides til at gælde alle 200 hjertepatienter, der hvert år skal til undersøgelse på Rigshospitalet. Det vil imidlertid kræve ekstra sygeplejerske-ressourcer, som der ikke er lige nu. 
Ved at se på forløbet med patienternes øjne og lytte nøje til deres ønsker, er det lykkes at få et hurtigere patientforløb og flere glade patienter. Og vel at mærke med ganske få forandringer i vores egne arbejdsgange.

Af afdelingssygeplejerske Nicole Frandsen og oversygeplejerske Peter Juul, Medicinsk afdeling, Bornholms Hospital

Redaktør