På Bornholms Hospital er jordemoder og sonograf, Charlotte Grønlund, med til at sikre en tryg start på graviditeten. Med skanneren i hånden giver hun de kommende forældre et første glimt af det lille liv, der vokser i maven.
– Det er et magisk øjeblik, og jeg gør meget ud af at skabe en speciel stemning omkring det, siger Charlotte.
Følger barnets udvikling
Charlotte laver primært to standardundersøgelser på Bornholms Hospital, som alle gravide i Danmark tilbydes. 1. trimesterskanningen finder sted i uge 11-13, hvor terminen fastsættes, og der laves en sandsynlighedsberegning for de tre mest almindelige kromosomafvigelser. 2. trimesterskanningen i uge 18-21 undersøger barnets organer, vækst og mængden af fostervand for at sikre, at alt udvikler sig normalt.
- Skanningen giver et detaljeret billede af barnets udvikling og kan være med til at opdage eventuelle afvigelser tidligt, forklarer Charlotte.
En alvorlig besked
Selvom de fleste skanninger viser, at barnet har det godt, sker det indimellem, at Charlotte opdager noget uventet.
– Sonografer er specialister i det normale, så jeg er den første til at opdage, hvis noget ikke er, som det skal være. Hvis jeg for eksempel kan se en hjertefejl, at barnet mangler en nyre eller en del af en arm, er det min opgave at formidle det videre til forældrene på en tryg og omsorgsfuld måde, fortæller Charlotte.
Hvis en skanning viser tegn på en afvigelse, henviser Charlotte forældrene til en læge, der kan stille en præcis diagnose og rådgive om det videre forløb. – Det er aldrig let at skulle give alvorlige beskeder, men fordi vi opdager det tidligt, kan det have stor betydning for barnets videre forløb og muligheder, siger hun.
Det er stort at være en del af
At få lov til at se og opleve de første glimt af et barn i maven er ikke kun et teknisk arbejde for Charlotte.
– Jeg synes, det er fantastisk at kigge ind i maven og være med til at knytte forældrene til deres barn. Pludselig bliver graviditeten konkret og virkelig for dem, når de ser billedet på skærmen. Jeg bliver aldrig træt af at sidde på sidelinjen og se dem blive glade, stolte og rørte, siger hun og tilføjer, at det gør indtryk, når hendes indsats gør en forskel.
– Jeg bliver glad, når jeg kan mærke, at jeg har gjort en forskel i deres graviditetsrejse. Det glæder mig, og det er stort at være en del af. Det prøver jeg at tænke på hver eneste gang, fortæller hun.
Bornholm virker beroligende
Charlotte pendler fast én gang om ugen fra fastlandet til øen og har gjort det i 13 år. Men det var helt tilfældigt, at hun endte på Bornholm. – En kollega på min daværende arbejdsplads nævnte, at hun var blevet tilbudt et vikariat på Bornholms Hospital, men havde tænkt sig at sige nej. 'Så tager jeg det da', svarede jeg, griner Charlotte og fortsætter.
Bare det at sætte fødderne på bornholmsk jord er beroligende. Naturen er fantastisk, og det kuperede landskab er noget helt særligt. Jeg glæder mig hver gang, siger Charlotte og smiler.
Fakta
- Sonografuddannelsen var tidligere baseret på sidemandsoplæring og kortere kurser, ofte i udlandet. I dag er det en formaliseret uddannelse på Syddansk Universitet (SDU), som tager cirka to år.
- For at blive sonograf skal man være uddannet sygeplejerske eller jordemoder og have praktisk erfaring inden for området, før man kan optages på uddannelsen.
- Sonografer arbejder primært med ultralydsskanninger af gravide, men kan også specialisere sig i andre områder som for eksempel hjerteskanninger eller skanninger af blodkar.