Pressemeddelelse: Bornholms Hospital undersøger mulig forgiftning

​En medarbejder i administrationen på Bornholms Hospital er indlagt med symptomer på evt. forgiftning efter et brud på en kloakledning. Kvalitets- og uddannelsesafdelingen og Ergo og fysioterapien er lukket resten af dagen, så personalet kan blive undersøgt, oplyser Bornholms Hospital. 

​Efter at en medarbejder har fået symptomer på evt. forgiftning, har Bornholms Hospital valgt at lukke de to afdelinger resten af dagen, mens lokalerne og årsagen til symptomerne undersøges nærmere.    

Der har i en uges tid været lugtgener i afdelingerne efter et brud på en kloakledning. Bornholms Hospital undersøger nu sammenhængen mellem tilfældet og bruddet. 

Der er ikke fundet symptomer hos øvrige medarbejdere, men for en sikkerheds skyld, har ledelsen besluttet, at personalet på de berørte afdelinger evakueres, og afdelingerne afspærres. Da 20-50 personer potentielt kan være berørt, er de nu ved at blive undersøgt på hospitalet. 

Det forventes ikke, at der er risiko for, at patienter er blevet forgiftet. Men hvis man har været på de to afdelinger inden for de seneste 24 timer og oplever symptomer som unormal udmattelse, svimmelhed, kvalme, smagsforstyrrelser og dobbeltsyn, skal man kontakte Akutmodtagelsen ved direkte henvendelse.

Redaktør