Gå til hovedindhold

​​

Annemarie Hellebek takker af som direktør på Bornholms Hospital

Hospitalsdirektør Annemarie Hellebek har besluttet at fratræde sin stilling på Bornholms Hospital med udgangen af april 2026.​

​Annemarie Hellebek har stået i spidsen for hospitalet siden december 2019 og har været en del af direktionen i knap 10 år. Beslutningen om at stoppe skyldes et ønske om en anden balance mellem arbejdsliv og familieliv.

- Jeg glæder mig til næste kapitel i mit liv, hvor jeg skal arbejde mindre. Og det er i mit perspektiv et godt tidspunkt at foretage et skifte netop nu: Hospitalet er velfungerende på rigtig mange områder, og der er et lille tidsvindue, inden den nye store sundhedsreform træder i kraft. Det giver ro til at få den næste direktør kørt godt ind i stillingen, siger Annemarie Hellebek.

Tak for dit store engagement

Regionsdirektør Jens Gordon Clausen takker Annemarie Hellebek for hendes store engagement og tydelige stemme for Bornholm.

- Annemarie har leveret et meget stort arbejde for hospitalet og øen. Hun har en stærk faglig profil og har haft et vedvarende fokus på patientsikkerhed i sin ledelse. Hun har samtidig været en vigtig medspiller i partnerskabet med Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og efterlader hospitalet et godt sted med stærkere faglige miljøer, siger han.

Ledelse i en tid med forandring

Annemarie har stået i spidsen for hospitalet i en tid præget af personalemangel og strukturelle forandringer. Som medlem af Robusthedskommissionen har hun bidraget med erfaringer fra Bornholms Hospital, der i årevis har måttet finde nye veje.

Under hendes ledelse er der arbejdet målrettet med nye løsninger for at sikre udviklingen af landets mindste akuthospital. Blandt andet gennem Digital Ø og virtuelle konsultationer i samarbejde med specialister fra regionens øvrige hospitaler. Derudover er der indgået og fornyet samarbejdsaftaler for at sikre bornholmske patienter bedre adgang til sundhedsydelser tættere på hjemmet.

- For bornholmske patienter skal rejse mindst muligt for at få hjælp, siger Annemarie Hellebek.

Vicedirektør konstitueres

Når Annemarie Hellebek fratræder, konstitueres vicedirektør Iben Kyhn Riis som direktør. Stillingen som hospitalsdirektør forventes slået op i efteråret 2026.

Annemarie Hellebek tiltrådte stillingen som hospitalsdirektør i december 2019 efter Niels Reichstein Larsen.

 

Om Annemarie Hellebek

  • Speciallæge i klinisk farmakologi og ph.d.
  • Tidligere enhedschef for Kvalitet og Patientsikkerhed i Center for Sundhed i Region Hovedstaden
  • Tidligere ekspert for europæiske lægemiddelmyndigheder
  • Vicedirektør i 2016 og siden december 2019 hospitalsdirektør på Bornholms Hospital.


Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden