Operationssygepleje kræver højteknologiske kompetencer og gode samarbejdsevner
Operationssygepleje foregår i et komplekst og højteknologisk miljø. Det kræver, at du som operationssygeplejerske er omstillingsparat og kan indgå i skiftende roller i det kirurgiske team, samt at du kan varetage sygeplejefaglige opgaver til operationspatienter på en sikker og kompetent måde.
På efteruddannelsen får du styrket dine kommunikative kompetencer, så du kan navigere i et teamsamarbejde i et højspecialiseret miljø.
Du udvikler blandt andet kompetencer inden for:
- Steril science
- Hygiejne
- Teamsamarbejde
- Kommunikation
- Konflikthåndtering og psykologisk tryghed
- Patientsikkerhed
- Forebyggelse af operationskomplikationer.
Styrk dine kompetencer i korttidskontakten med patienten
På uddannelsen får du styrket dine kompetencer til at etablere tryghed i korttidskontakt med patienten. Herigennem bidrager du til patientsikkerheden i operationsforløbet.
"Operationssygepleje er ikke kun at ’række instrumenter til kirurgen’. Vi laver rigtig mange andre
ting udover det - både før, under og efter operationen. Uddannelsen er med til at højne den faglige
kvalitet i sygeplejen i hele forløbet."
Özge Coskun, operationssygeplejerske,
Ortopædkirurgisk operationsgang, Rygsektionen, Rigshospitalet
Efteruddannelsens aktiviteter
Efteruddannelsen veksler mellem teori og praksis. Du undervises skiftevis i teori på Københavns Professionshøjskole, arbejder med kompetencekort og refleksionsopgaver i klinikken og deltager i en workshop med blandt andet simulationstræning på Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation (CAMES).
Teoretisk undervisning
Du bliver undervist i emner som fx kommunikation, kirurgi og patientsikkerhed. Den teoretiske undervisning er delt op i flere undervisningsdage, der tilsammen udgør et diplommodul på 10 ETCS-point. Du afslutter modulet med en synopsis og en mundtlig eksamen.
Kliniske aktiviteter
I tiden mellem de teoretiske undervisningsdage på Københavns Professionshøjskole får du praktisk kliniske læring på din egen afdeling. Her skal du bruge de teorier, du har lært ved hjælp af praksisbeskrivelser, kompetencekort, træning og reflektionsøvelser. Du planlægger og udfører denne del af uddannelse med hjælp fra din kliniske vejleder og din leder.
Du afslutter denne del ved at udarbejde en implementeringsplan med baggrund i den synopsis, du lavede på den teoretiske del. Implementeringsplanen skal du i samarbejde med din afdeling skal forankre i praksis.
Sådan søger du
Tal med din leder om dine muligheder for at tage uddannelsen
Sammen med din leder beslutter du, hvornår du kan starte på efteruddannelsen. Det er din leder, der søger om en plads på uddannelsen for dig.
Relaterede uddannelser og kurser
Læs mere om kurset i god vejledning af studerende, lærlinge og elever
Læs mere om kurset i mentorskab