​​Henrik Vestergaard er overlæge på Bornholms Hospital med speciale i diabetes.

Bredtfavnende specialister

​Det var tværfagligheden, det kollegiale og sociale miljø på Bornholms Hospital, der fik overlæge, Henrik Vestergaard, til at tage springet og flytte til solskinsøen.

Hvorfor Bornholms Hospital?

Efter mange år med ledelse, fik jeg lyst til noget nyt. Folk, jeg kendte på Bornholms Hospital, talte meget om tværfaglighed, det kollegiale og sociale miljø. Så jeg tog springet.

Vi er bredtfavnende specialister på hospitalet. Jeg bliver udfordret, når der kommer en patient med diabetes og samtidig fejler mange andre ting. Så stikker jeg hovedet ind til kollegaen for at få et andet fagligt blik på patienten, og så sætter vi gang i behandlingen. I København ville jeg nok henvise til de andre afdelinger eller hospitaler. Her er vi tvunget til at se bredere på det hele. Nok fordi vi bor på en ø. Det styrker samarbejdet.

Arbejdsbelastningen er bedre skruet sammen herovre. Før har jeg været blæst helt bagover af at se så mange patienter dagligt og samtidig være leder. Det er knap så hæsblæsende her. Det er dejligt.

Hvorfor Bornholm?

Øen er noget helt særligt. Min hustru og jeg nyder den underfundige natur. Vi har det hele på et lille bitte område. Strand, skov, klipper, vand. Skønheden og æstetikken er helt i orden!



Redaktør