Hvorfor Bornholms Hospital?
- Jeg var så heldig at få en elevplads på både Bornholms Hospital og Nexø apotek, da jeg valgte at skifte karriere fra laborant til farmakonom. Undervejs i min uddannelse blev jeg sikker på, at en stilling på Bornholms Hospital var det helt rigtige for mig. I de tre år jeg var elev, oplevede jeg en afdeling, som voksede utrolig hurtigt og fik endnu flere spændende opgaver tildelt. Opgaver, som for eksempel indebar patientkontakt. Og det holder jeg utrolig meget af.
Bornholms Hospital er et lille hospital, men det har kun sine fordele, mener Tenna.
- Vi er en forholdsvis lille arbejdsplads, og det gør, at vi ofte skal dække flere opgaver. Det medvirker til, at vi udvikler os og har en stor afveksling i hverdagen. Min største arbejdsglæde er især mine søde kollegaer, de mange forskelligartede opgaver og den venlighed og taknemmelighed, vi som apotek møder, når vi hjælper rundt omkring i huset.
Som farmakonom hjælper Tenna til i næsten hele huset. Og det brede kendskab byder på mange smil og hyggelige samtaler.
- Jeg har et job, der gør, at jeg kommer rundt på næsten hele hospitalet og alle hilser pænt, smiler og er meget nemme at samarbejde med. Og så er vi mange, der kender hinanden uden for arbejdspladsen, og det giver os et helt særligt bånd som kollegaer.
Hvorfor Bornholm?
Fra Nørrebro til Østerlars. Den havde Tenna og hendes mand ikke set komme. Alligevel gik der kun seks uger fra, at lejligheden i København var solgt, og Tenna flyttede til Østerlars med sin familie.
- Vi tog beslutningen om at flytte fra Nørrebro til Østerlars med vores tre børn utrolig hurtigt og alt faldt bare i hak! Vi har ikke set os tilbage. Vi var meget overraskede over, hvor åbne folk var, og hvor hurtigt og nemt vi lærte folk at kende! Vi oplever at kunne give vores børn utrolig mange aktivitetsmuligheder i form af kultur og sport. Vores børn elsker naturen og især friheden, de har herovre. De er trygge og elsker selv at kunne gå til skolen. Vi keder os aldrig, for der er flere tilbud og aktiviteter, end vi kan nå. Jeg er så forelsket i Bornholm og den særlige tillid og tryghed, der er herovre.