​Maria Hornbøll er operationssygeplejerske på Bornholms Hospital.

Fede faglige udfordringer

​Bornholms Hospital er ganske vist et lille hospital, men det betyder bare, at det faglige fællesskab og de fede udfordringer er større, mener operationssygeplejerske, Maria Hornbøll.

Hvorfor Bornholms Hospital?

Fordi vi er gode ved hinanden. Når man kommer rundt i huset, bliver man ofte spurgt, om man er ny, og der bliver vist en stor interesse. Når man fortæller, at man er tilflytter, er rigtig mange åbne og byder én et stort velkommen.

Det er et lille hospital, og der er ikke noget alternativ, så man skal kunne håndtere mange forskellige situationer og patientkategorier. Men vi har et godt samarbejde, så vi løser det også sammen. Og det resulterer i mange fede udfordringer.

Hvorfor Bornholm?

For mig og min familie har det været helt rigtigt at flytte til Bornholm. For os overskyggede fordelene klart ulemperne! Jeg har stadig min familie på Sjælland. Og selvom det var svært at tage beslutningen, så har det vist sig, at vi faktisk har fået mere kvalitetstid sammen. Når de kommer på besøg, er det altid med overnatning. Og det gør, at man får mere ud af hinandens selskab. Og man finder ud af, at afstanden til Bornholm, trods alt, ikke er så lang. Den opvækst, jeg kan give mine børn her, giver mig fuldstændig ro i maven. Her er roligt og sikkert, og man føler sig fuldstændig tryg som børnefamilie.

Bornholm kan noget helt særligt i forhold til kultur, kunst og gastronomi. Jeg har indtryk af, at det kan tage flere år, før man har fundet alle de gode perler på øen, trods størrelsen! Jeg bruger meget af min fritid på at udforske forskellige steder. Hver gang bliver jeg fuldstændig bjergtaget over, at så storslået natur findes i Danmark. Det kan slet ikke beskrives, hvor smukt her er. Og så lige i ens egen baghave! 

​Og hver sommer dukker der altid nye og spændende tiltag op på øen. Der er rigtig mange arrangementer for både børn og voksne. Og så findes der findes rigtig mange tilbud for tilflyttere. Jeg oplever også meget åbenhed på øen og i mit nærområde. Vi blev for eksempel budt velkommen af naboer med vin! Og flere har været forbi for at sige velkommen. Det er i det hele taget en rigtig rar og tryg følelse man får, når man flytter hertil. 

 





Redaktør