​Ida Espersen er sygeplejerske på Bornholms Hospital.

Kompetent hospital

​Ida Espersen er sygeplejerske på Bornholms Hospital, fordi det er et lille, nært og kompetent hospital. Og så er der noget magisk over Bornholm, siger hun.

Hvorfor Bornholms Hospital?

Først og fremmest, valgte jeg Bornholms Hospital, fordi det er et lille, nært og kompetent hospital. Og fordi det er et lille hospital, kan jeg bringe min faglighed i spil i forhold til koordinering og samarbejde både internt og eksternt eller ved overflytninger til andre hospitaler. Derudover udvikler jeg mig personligt og fagligt, fordi jeg til daglig står med mange forskellige procedurer og behandlinger, der skal gives. Derfor er der rig mulighed for at både udvikle og styrke sine faglige kompetencer på Bornholms Hospital.

Her vil man hinanden, og man interesserer sig for hinanden. Man møder mange forskellige professioner, og derfor oplever jeg et stærkt fællesskab på tværs af fagene. Vi har et tæt samarbejde og et stort sammenhold. Jeg har tidligere været på et stort hospital, hvor jeg ikke kendte mine kollegaer, som jeg gør nu. På Bornholms Hospital har vi meget kontakt med hinanden på tværs og sparrer fagligt afdelingerne imellem, og vi hjælper hinanden med de forskellige specialer. På den måde, har vi alle en meget bred viden inden for specialerne. 

Hvorfor Bornholm?

Bornholm kan noget, ingen andre steder i Danmark kan. Her får jeg en get-away følelse. Jeg er født og opvokset her og har været væk fra øen i nogle år for at arbejde, og efter jeg er vendt tilbage, kan jeg virkelig se, hvad øen har at byde på! Vi er en gastronomi-ø, test-ø for grøn energi og skaber af folkemødet. Det er fedt!

Min fritid bruger jeg mest i den bornholmske natur. Lige nu, er jeg i gang med højlyngsstien, som er en rute, der går tværs gennem øen. Jeg cykler også og elsker at tage billeder undervejs. Bornholm er også spækket med gode vinterbadeklubber, og i det hele taget er øen oplagt til friluftsliv. Jeg har desuden prøvet faldskærmsudspring og rapelling. 

Og hvis jeg savner storbyen, kan jeg være fremme på 30 minutter med flyet. Så på den måde, føler jeg ikke, at jeg går glip af noget. Tværtimod. Der er noget magisk over Bornholm.




Redaktør