Misdannelsesskanning

​​​

Undersøgelsen

Undersøgelsen foregår mellem uge 19 og 21 i Ambulatorie for Graviditet på Bornholms Hospital. Du bliver skannet på maven af en fødselslæge,  som er certificeret til at skanne.

Lægen undersøger fosterets hoved, hjerte, bugvæg, mave-tarm system, nyrer, blære, arme, ben og ryg - alle organerne ses grundigt efter for misdannelser. Derudover undersøger lægen også, hvor moderkagen er placeret, og om fostervandsmængden er normal. Selve undersøgelsen tager ca. 30 min. 

Hvis du ikke har været til nakkefoldsskanning, vil fødselsterminen også blive fastlagt. Ved at måle fosterets størrelse i første halvdel af graviditeten kan man beregne fødselstidspunktet mere nøjagtigt end ved at benytte sidste menstruations første dag.

Derefter vil det være den ultralydsberegnede termin, der er gældende for resten af graviditeten.

Mistanke om misdannelse

Det er ikke alle misdannelser, der kan påvises ved en misdannelsesskanning. Nogle misdannelser er tydelige, og vil altid kunne ses ved ultralydsskanning, mens andre misdannelser kan være vanskeligere at påvise. 

Hvis der opstår mistanke om misdannelse hos fosteret, vil vi tilbyde supplerende undersøgelser og rådgivning på Rigshospitalet. 

Det er vigtigt at være opmærksom på,  at det kan være psykisk belastende, hvis der opstår mistanke om noget unormalt, selvom man ved senere undersøgelse finder, at fosteret er normalt.

​Finder man ved undersøgelsen en alvorlig misdannelse eller sygdom hos fosteret, kan du/I komme i en situation, hvor I skal træffe et valg om at afbryde eller bevare graviditeten. Hospitalet naturligvis bistå med grundig vejledning og rådgivning i en sådan situation.​

Redaktør