Få hjælp til at holde op med at ryge

​På Bornholms Hospital bliver du tilbudt rygestopkursus specielt for gravide, hvis du er gravid ryger

Kursus specielt for gravide

Undersøgelser viser, at gravide rygere føler sig ekstra flove, når de er sammen med ikke-gravide på rygestopkursus. Kvinderne får nemt den opfattelse af, at de da om nogen må kunne tage sig sammen og stoppe, da de jo har ansvaret for det nye liv, der vokser i deres mave. De føler sig set ned på, og det er jo ikke den bedste følelse i forhold til at påbegynde en stor livsstilsforandring. Det er vigtigt, at man som gravid føler sig respekteret og erkender, at det også for dem er rigtig svært at kvitte cigaretterne.

Om kurset

  • Kurset foregår i grupper med 3-8 deltagere ad gangen.
  • Kurset forløber over 5 mødegange, og derefter et 6. opfølgningsmøde
  • På den første mødegang fastsættes en fælles rygestopdato for alle deltagere
  • Kurset afvikles i samarbejde med en jordemoder, hvilket er en fordel, da jordemoderen i forvejen kender til de fysiologiske og psykologiske forandringer, der sker under graviditeten.
Alle gravide rygere er velkomne på kurset, og hvis partneren også er ryger, er han/hun også velkommen til at deltage. Undersøgelser viser, at der er langt større succes med at stoppe med at ryge, hvis man deltager i et professionelt rygestopkursus.

Hvad betyder rygning for det ufødte barn?

Rygning under graviditeten kan blandt andet have følgende konsekvenser for det ufødte barn:
  • For tidlig fødsel: Risikoen for at føde før 37 fulde graviditetsuger er 40 % højere blandt rygere sammenlignet med ikke-rygere.
  • Fosterets vækst påvirkes, når moderen ryger.
  • Død ved fødslen: Børn født af mødre, der har røget under graviditeten, har i nogle undersøgelser vist sig at have dobbelt så stor risiko for at dø ved fødslen.
Derudover har rygning også konsekvenser for det nyfødte barn:
  • Øget risiko for infektioner, luftvejssygdomme og sygdomme i andre organer i barnets første leveår.
  • Passiv rygning: Børn der udsættes for passiv rygning bliver oftere syge og rammes hårdere end andre børn af en række sygdomme, særligt luftvejssygdomme, almene infektioner og mellemørebetændelse.
Dette er blot nogle af de sundhedsmæssige konsekvenser i forbindelse med rygning under graviditeten. Du kan læse mere om disse i Sundhedsstyrelsens 'Anbefalinger for svangreomsorgen'

Redaktør