Det kan du selv gøre

​Her er nogle forslag til, hvordan du kan hjælpe kroppen til at slappe af under fødslen

​​Lad kroppen arbejde

Når du slapper af og arbejder med veerne, åbner livmodermunden sig hurtigere, og barnet får bedre mulighed for at bevæge sig ned gennem bækkenet. Hvis smerten får dig til at spænde i kroppen, kan spændingerne forlænge fødslen.

Bevægelse og hvile

Det er godt at bruge kroppen undervejs i fødslen; det kan virke smertelindrende og hjælpe barnet ned gennem bækkenet. Nogle fødende har det bedst med at være i bevægelse under veerne, andre har det bedre i en hvilestilling. Alle har dog brug for afveksling i løbet af fødslen, som f.eks.

  • at ligge på siden
  • stå på alle fire
  • at stå op
  • at sidde på hug
  • at sidde

​Du kan også bruge disse stillinger i presseperioden, og når du føder dit barn.​​

Vejrtrækning

Dyb og rolig vejrtrækning kan virke beroligende, så du får følelsen af kontrol som en hjælp til at koncentrere dig om andet end ve-smerten.

Du gør sådan her:

  1. træk vejret ind gennem næsen, langt ned i maven – helt ned under navlen, derned hvor det gør ondt
  2. hold vejret inde et lille stykke tid og
  3. giv derefter slip på udåndingen, så den sker af sig selv - slap samtidig af i hele kroppen, gør dig tung.

Træk vejret på denne måde f​ra veen starter, til den slutter. Det er godt at træne åndedrættet hyppigt i graviditeten, f.eks. når du har en plukkeve, eller bare trænger til at slappe af. 

Nogle fødende har glæde af beroligende musik, og du er velkommen til at tage din egen musik med.

Massage og berøring

Massage og berøringer virker lindrende på lændesmerter. Det skaber samtidig tæt og god kontakt mellem dig og den, der masserer. Nogle kvinder finder dog berøring under veerne ubehageligt eller forstyrrende.

Brusebad og karbad

Varmt vand virker afslappende og smertelindrende. Det kan derfor være rart at stå under den varme bruser og bruse sig der, hvor det gør mest ondt.

Også et karbad kan hjælpe på smerterne. Det er vigtigt, at vandet er behageligt varmt (max. 36-37 grader), og at du sørger for at drikke rigeligt. Du kan være i badekar, indtil vandet er gået.

​Varme omslag/varmedunk

Varme omslag virker ofte godt mod ve-smerter. De lægges over lænden eller fortil på maven. Både tidligt og sent i forløbet er varme omslag en god og nem mulighed, der kan bruges sammen med andre former for smertelindring.

I presseperioden kan varme klude på mellemkødet lindre den udspilningsfornemmelse, der kommer, når barnets hoved presser på.​

Redaktør