Amning

​Du beslutter selv, om du vil amme dit barn. Uanset om du vælger at amme eller ej, støtter vi dig i din beslutning.​​

Amning på Bornholms Hospital

​​

Amning er den mest oplagte måde, du kan ernære dit barn på. Modermælk dækker fuldstændig barnets behov for ernæring. Den beskytter mod en række infektioner og sygdomme, ligesom den i nogen grad forebygger allergi. 

Ammestrategi
Hospitalet har en ammestrategi, der er kendt af alt det sundhedspersonale, som du/I har kontakt med. Vores rolle er at informere dig, så du har mulighed for at træffe dit valg på et informeret grundlag. Uanset om du vælger at amme eller ej, støtter vi dig i din beslutning. Hensigten med ammestrategien er:
  • at skabe de bedste vilkår for etablering og vedligeholdelse af amningen
  • at ingen holder op med at amme, fordi de får forkert eller mangelfuld vejledning
  • at ingen ammer, fordi de føler sig presset.
Ammestrategien sikrer, at du og din partner får en ensartet og individuel vejledning i amning, igennem graviditeten og til du tager hjem efter fødslen. 

Forberedelse

Du/I vil i graviditeten have mulighed for at tale med jordemoderen om fordele ved amning, og hvad der skal til for at amningen lykkes. I fødselsforberedelsen vil I også komme ind på amning.

Den første amning

I de første par timer efter fødslen er de fleste nyfødte vågne, opmærksomme og motiveret for at sutte. Først slapper barnet af på mors mave, så begynder det at bevæge sig og søge efter brystet, det laver suttebevægelser og savler lidt. Når barnet er klar, åbner det munden på vid gab og tager fat om brystet. Barnet har en medfødt evne til at få godt fat.

Nogle børn er ivrige efter at komme til brystet. Andre har brug for at sunde sig, og er først klar efter et par timers søvn. I de tilfælde, hvor den første amning bliver forstyrret, vil du få hjælp af sundhedspersonalet til at starte forfra.

Ammestillinger og sutteteknikker

De fleste kvinder sidder op og ammer. Personalet vil hjælpe jer med at finde flere ammestillinger, der er gode for både dig og dit nyfødte barn. Derudover får du vejledning i at se og mærke, at barnet får godt fat om brystet.

Amning efter behov

Det bedste er, at jeres barn får lov til at sutte så ofte og så længe, det har behov for, både dag og nat. Jo mere barnet sutter, jo mere mælk dannes der. De første dage efter fødslen skal du være forberedt på at amme meget, indtil mælken løber til.

Natamning behøver ikke at forstyrre mors søvn, tværtimod lader det til, at barnet vågner og græder sjældnere, når mor og barn sover sammen. Natamning er med til at fremme og regulere dannelsen af mælk. Når du sover sammen med barnet, SKAL barnet ligge på ryggen.

Ingen sutter og flasker

Vi anbefaler, at jeres barn ikke tilbydes narresut før amningen er godt i gang. Nogle børn sutter sig tilfredse på narresutten eller bliver forvirrede over forskellen på bryst og narresut.

Tæt kontakt

En af fordelene ved amning er den tætte kontakt mellem mor og barn. Efter fødslen kommer barnet op på morens mave, hvor det ligger hud mod hud. Hud mod hud-kontakten beroliger barnet; det er mere afslappet, græder mindre, kan bedre holde varmen og vejrtrækningen stabiliseres. Den tætte kontakt mellem mor og barn støtter den naturlige ammeproces, og der er samtidig mulighed for at se på hinanden og lære hinanden at kende.

Partners rolle

Undersøgelser viser, at partnerens støtte og forståelse har stor betydning for oplevelsen af amningen og længden af ammeperioden. Det er derfor væsentligt, at far får information om amning på lige fod med mor. Ansvaret for barnets trivsel og dermed også for amningen bør være et fælles ansvar i familien.

Modermælk

Når det raske nyfødte barn har ubegrænset adgang til brystet, har det ikke brug for andet end mors mælk. Tilskud kan medføre, at barnet sutter mindre, og dermed vil der produceres mindre mælk. 

​Hvis barnet har behov for tilskud gives det på bæger for at opretholde en god sutteteknik. Mor bliver hjulpet til at stimulere mælkeproduktionen, så den dækker barnets behov.

Hjemme igen

Sundhedsplejersken får automatisk besked af jordemoderen, når du har født. Hvis der opstår problemer med amningen, når I kommer hjem, 
kan I kontakte sundhedsplejersken. 





Redaktør