Er røntgenstråler farlige?

​Hver dag bliver vi udsat for stråling fra vores omgivelser. Strålingen kommer fra jorden, luften vi indånder, maden vi spiser og fra byggematerialer og kaldes for baggrundsstråling. Den stråling du får ved f.eks. en røntgenundersøgelse af dine lunger, svarer til den baggrundsstråling du normalt bliver udsat for i løbet af et par dage.

​​

Røntgenstråler er energirige elektromagnetiske bølger med bølgelængder, der er mere end titusinder​ gange mindre end bølgelængden af synligt lys. 

Røntgen anvendes til almindelige undersøgelser af knogler, lunger, forskellige undersøgelser af fordøjelseskanalen og nyrer samt ved CT-scanning.

Alle former for medicinsk billeddannelse er til gavn for dig som patient, hvis de bliver anvendt på den rigtige måde. Din læge og Røntgen og Skanning vil sørge for, at røntgenstråler anvendt til undersøgelse er med til at sikre, at du får stillet den rigtige diagnose og dermed får den rigtige behandling. Fordelen ved at bruge røntgenstråler overstiger langt den lille risiko, der måtte være ved at blive udsat for røntgenstråler.
Røntgenbestråling af levende organismer indebærer risiko for skadevirkning. Visse organer er særligt følsomme: rød knoglemarv, kønskirtler (gonader) og øjets linse. Det samme gælder fostre, særlig i de 3 første måneder af graviditeten.
Risikoen afhænger af stråledosis. En absolut sikker nederste grænse for skadelig dosis findes næppe, men der er aldrig påvist skadevirkninger på patienter eller disses børn som følge af doser af den størrelse, som anvendes ved røntgenundersøgelser. Trods dette har Sundhedsstyrelsen for en sikkerheds skyld indført den regel, at undersøgelse af kvinder i den fertile alder kun må foretages, hvis graviditet kan udelukkes. Dette gælder undersøgelser, hvor strålerne kan komme nærmere end 10 centimeter fra æggestokkene.

De personer, der udfører røntgenundersøgelser, er uddannet til at undgå unødvendig bestråling af patienterne og sig selv.

De henvisende læger har pligt til at medvirke til disse reglers overholdelse og til at undgå unødvendige undersøgelser.
Når reglerne overholdes er selv gentagne røntgenundersøgelser ufarlige. Frygt for strålerne bør aldrig hindre en velbegrundet røntgenundersøgelse.

I visse tilfælde vil man kunne erstatte en røntgenundersøgelse med en ultralyd- eller MR-skanning (Magnetisk Resonans). 

Ure, pacemakere og høreapparater tager ikke skade af den bestråling, en almindelig røntgenundersøgelse medfører.

Redaktør