Hvis du oplever problemer i graviditeten kan din praktiserende læge henvise dig til hospitalets Ambulatorie for Graviditet for yderligere undersøgelser.
Første lægeundersøgelse i 6.-10. uge
Din praktiserende læge udarbejder ved den første undersøgelse din vandrejournal. Du bliver spurgt om dit helbred, evt. arvelige sygdomme og dine sociale og arbejdsmæssige forhold.
Du får taget blod- og urinprøver. Du bliver vejet og får målt dit blodtryk.
Lægen introducerer dig for de forskellige tilbud, der er etableret for gravide. Jordemoder, sundhedsplejerske, fødselslæge, fødested osv. Sammen bestemmer i hvilket fødested, du skal henvises til.
Din praktiserende læge vejleder dig desuden om livsstil, kosttilskud, medicin, arbejde m.m. under graviditeten.
Lægeundersøgelse i 25. uge
Du bliver målt og vejet, og dit blodtryk kontrolleres. Lægen undersøger livmoderens størrelse. Du bliver spurgt om, hvordan det går med graviditeten og din dagligdag.
Hvis din blodtype er rhesus negativ, skal du have taget en ekstra blodprøve – for at undersøge barnets rhesus-type. Læs Sundhedsstyrelsens information om rhesus negativ-undersøgelsen på www.sst.dk.
Lægeundersøgelse i 32. uge
Du bliver atter målt og vejet, og dit blodtryk kontrolleres. Du bliver spurgt om, hvordan det går med graviditeten og din dagligdag. Lægen undersøger dig for svangerskabsforgiftning, sukkersyge, risiko for tidlig fødsel.
Lægen undersøger livmoderens størrelse og vurderer barnets vægt og lytter hjertelyd. Lægen sikrer, at barnet vokser, som det skal, og bevæger sig dagligt.
Du og evt. din partner bliver spurgt om jeres forventninger til fødslen og den første tid derefter.