I Skadestuen på Bornholms Hospital har sygeplejerskerne i en årrække selvstændigt varetaget en række behandlingsforløb. Det har drejet sig om simple, ukomplicerede skadeforløb. Skadestuens sygeplejersker har i juni været på kursus for at opnå øgede kompetencer og dermed blive opkvalificeret til at varetage nye funktioner på egen hånd.
De nye funktioner indebærer at sygeplejerskerne nu selvstændigt må henvise visse patientkategorier til røntgenundersøgelse ved mistanke om brud. De må også selvstændigt ordinere og administrere stærkt smertestillende medicin, så smertelindringen kan påbegyndes ved patientens ankomst til skadestuen. Herudover må sygeplejerskerne sy simple sår, og afslutte patienten efterfølgende, hvis denne intet frembyder i øvrigt. De nye kompetencer tager afsæt i skriftlige instrukser, som afgrænser sygeplejens kompetencer.
Disse nye tiltag vil minimere ventetiden for en række af vores patienter, da sygeplejerskerne bl.a. kan henvise patienten med et oplagt brud til røntgen, og dermed er billederne klare når lægen tilser patienten. Patienter med simple flænger vil fremover kunne færdigbehandles af en sygeplejerske, og skal ikke vente på at en af vores læger frigøres fra f.eks. kritisk syge patienter.
Behandlersygeplejerskerne er nu godt i gang med de nye kompetencer, og superviseres løbende at de kirurgiske læger.
For yderligere information kontakt:
Hospitalschef Kurt Espersenkurt.espersen@boh.regionh.dk
Afdelingssygeplejerske Bente Rasmussenbente.rasmussen@boh.regionh.dk