Trods balance i 2009 regnskabet og en ekstraindtægt på 1,5 mio. kr. ved at behandle flere patienter end beregnet sidste år, skal Bornholms Hospital alligevel spare 7,4 mio. kr. i 2010.
Der var stuvende fuldt i hospitalets store mødesal og bekymrede miner, da Kurt Espersen fortalte om besparelserne for 2010 Det er et krav om øget aktivitetsforbedringer fra regionen side som, sammen med øgede udgifter til blandt andet lægevikarer, el og varme, skaber det alvorlige hul i budgettet for 2010.
”Region Hovedstaden kræver, at alle hospitaler i regionen forøger deres aktiviteter med 3,6 % i 2010, hvilket svarer til 9,3 mio. kr. Det får vi svært ved at leve op til, og vi forventer alene en aktivitetsstigning på 2 %, hvilket svarer til 5 mio.kr. De manglende 4,3 mio.kr. på grund af mindre aktivitet bliver trukket fra vores budget med 50 %., og det betyder at vores budget skal reduceres med 2,2 mio. kr.”, siger hospitalschef Kurt Espersen.
Alle afdelinger på Bornholms Hospital gennemgår netop nu deres budgetter for at finde besparelser eller løfte indtjeningen gennem øgede aktiviteter. Spareøvelsen bliver ikke lettere af, at der allerede er skåret 5,4 mio. kr. i 2010 budgettet i forbindelse med Region Hovedstadens generelle besparelser i efteråret 2009. Fakta er dog, at en samlet spareplan skal ligge klar i uge 6, og Kurt Espersen kan desværre ikke afvise, at fyringer kan komme på tale.
”Det er paradoksalt, at vi kan blive nødt til at fyre gode medarbejdere. Alle har gjort et stort stykke arbejde, og vi har haft en aktivitetsstigning. Vores økonomiske situation er imidlertid meget alvorlig, så vi bliver nødt til at handle nu, hvis budgettet skal balancere”, siger Kurt Espersen.