Kvaliteten af rengøringen og hygiejnen på Bornholms Hospital er fortsat blandt de bedste af Region Hovedstaden hospitaler. Sammenlignet med 2008 er der dog sket en tilbagegang. Kun 55 pct. af lokalerne bliver nu stemplet som godkendt mod 70 pct. godkendte i 2008. Det er hovedresultatet i rapporten fra Danske Cleaning Service, som i slutningen af 2009 tjekkede rengøringskvaliteten og hygiejnen på Region Hovedstadens hospitaler.
Bornholms Hospital sætter yderligere fokus på rengøringskvaliteten. Der er nemlig stadigvæk plads til forbedringer.Bornholms Hospital er det næstbedste hospital i regionen sammen med Frederikssund Hospital i disciplinen rengøring og hygiejne. Begge hospitaler får 55 pct. af deres lokaler godkendt i den strenge kvalitetskontrol, som den eksterne virksomhed Dansk Cleaning Service (DCS) årligt foretager på alle regionens hospitaler efter skrappe krav og standarder. Gentofte Hospital var det bedste hospital med 70 % godkendte lokaler. I den netop overståede kvalitetskontrol er kravene blevet skærpet.I 2008 fik Bornholms Hospital godkendt 70 pct. af lokalerne.
”Vi betragter den årlige kvalitetskontrol af rengøringen, som et værktøj til løbende at forbedre hygiejnen og rengøringen. Resultatet i 2009 peger desværre i den forkerte retning, og det vil vi naturligvis rette op på. Det er ikke tilfredsstillende, at vi har haft en tilbagegang i rengøringen og hygiejnen i DCS’s undersøgelse, og kun får 55 pct. af vores lokaler godkendt. Det er dog på ingen måde ensbetydende med, at der er be-skidt overalt. Kvalitetskontrollen er yderst streng, og blot en skramme eller ridse på væggen, et halvrustent hjul på et rullebord eller lidt støv eller snavs på en stol er nok til at diskvalificere et lokale”, siger hospitalschef Kurt Espersen.
Undersøgelsen afslører dog reelle svigt i rengøringen. Snavs på fliser og støv på sen-gelamper, sengeborde og medico-teknisk udstyr viser, at der er plads til forbedringer i rengøringen. Forbedringerne behøver imidlertid ikke nødvendigvis at være hyppigere rengøring. Der kan også være tale om, at gøre rent på en anden måde.
For meget vand”Der var snavs på de øverste fliser på nogle af patienternes toiletter. Ikke fordi, der ikke blev gjort rent. Nej, vi har blot brugt en for våd metode. Populært sagt har vi brugt for meget vand, og det er jo ikke svært at rette op på”, siger serviceleder Peter Lundbye.
Rengøringen af noget af behandlingsudstyret er sygeplejerskernes ansvar – andet udstyr er rengøringspersonalets ansvar. Når der så er støv på noget af dette udstyr, tyder det på en uklar opgavefordeling.
”Vi havde samme problemstilling i 2008 på vores køkkener på afdelingerne. Her var det nogle steder uklart, om det var rengøringsfolkene eller sygeplejerskerne, der skul-le holde orden. Vi har i 2009 fået godkendt alle vores afdelingskøkkener efter, at vi sidste år fik lavet en handlingsplan for rengøringen på køkkenerne. Samme øvelse skal vi have lavet omkring vores medico-tekniske udstyr, så vi kan få fjernet støvet”, siger Peter Lundbye.
Fuldtidsansat ”hjul-mand”Tilbagegangen i antallet af godkendte lokaler i forhold til 2008 skyldes også, at krave-ne i kvalitetskontrollen er blevet strammet. I 2008 blev begge operationsstuer god-kendte, mens en af operationsstuerne i 2009 mistede godkendelsen. En af årsagerne var rustne hjul på rulleborde og stole. Et punkt, der også blev kritiseret i 2008, men altså uden, at det gik ud over godkendelsen.
Bornholms Hospital har i øvrigt taget kritikken med de rustne hjul yderst alvorligt. Allerede sidste år blev der ansat en mand, som udelukkende beskæftiger sig med at tjekke og udskifte hjul på udstyr der ruller.
”Det er faktisk en stor opgave. Vi har over 2.700 møbler og andet udstyr på hjul her på hospitaler – og her har vi endda ikke regnet hospitalssengene med. Vores ”hjul-mand”, som han bliver kaldt, er faktisk ikke nået igennem alle 2.700 stk. det første år. Og samtidig begynder noget af det udstyr - han startede med - at komme retur til udskiftning. Så det er fast arbejde”, siger serviceleder Peter Lundbye..
Venlig hilsenKurt Espersen, HospitalschefMobil: 21 67 90 21
Peter Lundbye, Leder af serviceområdetTelefon: 56 90 90 14
Yderligere information:Kurt Espersen, Hospitalschef, kurt.espersen@boh.regionh.dk