Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Generelt om barsel

Om barselsgangen

Det spædbarnsvenlige sygehus.
Bornholms Hospital er godkendt som spædbarnsvenligt sygehus. Det vil sige, at vi forsøger at skabe den bedste mulige ramme for dig og dit barn. Vi vil, så vidt det er muligt, tage udgangspunkt i dine ønsker og behov.

Vi arbejder ud fra de 10 skridt til vellykket amning.
Hvilket blandt andet betyder, at vi forsøger at give en ensartet rådgivning samt at vejlede dig ud fra den nyeste viden omkring amning.

Vælger du at give dit barn modermælkserstatning, vil vi hjælpe dig med at gøre dette på den mest hensigtsmæssige måde.

Hvor ligger barselgangen?
Barselsgangen er egentligt bare 2 2-sengestuer på det kirugiske afsnit A1-2. Du finder os ved at gå ind af hovedindgangen og op på 1.sal

Besøgstider og telefon

15.00-17.00 og
19.00-20.00

Ro er meget vigtigt for nybagte forældre og deres børn, derfor skal besøgstiderne respekteres. Hvis du alligevel skulle få besøg uden for besøgstiderne, kan I mødes i afdelingens dagligstue eller i cafeteriet. Besøgstiderne gælder også for søskende. Syge eller forkølede børn må ikke komme på barselgangen.

Mobiltelefoner må gerne bruges på barselgangene, men skal instilles på "lydløs".

Hvor længe kan far blive?
Far er velkommen til blive hos jer, også om natten.
Desværre med det forbehold at pladsen gives til andre barselskvinder hvis der bliver behov for det.

Faderen skal sørge for mad til sig selv.

Hvornår går man hjem?
Det er forskelligt, hvor længe man bliver. Nogen går hjem direkte fra fødegangen ca. 6 timer efter fødslen, andre har behov for at blive et eller flere døgn på barselgangen. Det er selvfølgelig også afhængigt af, hvordan din graviditet og fødsel har været.

Hvor meget passer I selv barnet?
I er de primære til at passe jeres barn. Barnet har brug for sine forældre og er meget opmærksom på nye lyde og lugte. Når faderen er sammen med mor og barn, regner vi med, at han hjælper med at passe den lille. Personalet vil meget gerne hjælpe med gode råd, vejledning og opmuntring.

Hvem består personalet af?
Vi er social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere, sygeplejersker og jordemødre. Vi møder i 3 skift: dag-, aften- og nattevagt. Hvis der har været komplikationer i forbindelse med fødslen, eller hvis der er behov for det af en anden grund, vil du også blive set af en læge. På samme måde kan en børnelæge tilkaldes ved behov.

PKU-blodprøve og hørescreening
Mens I er på barselgangen, får I en tid til PKU-blodprøve og hørescreening. PKU (hælblodprøven ) skal tages imellem 48 -72  timer efter fødslen.
Prøven tages ved et prik i hælen. De fleste børn græder lidt men glemmer snart hvad der skete. Blodprøven tages af jordemoderen eller af en bioanalytikker. 

Hørescreeningen er lettest at tage indenfor den første levemåned. Vi forsøger så vidt muligt at tage de to prøver samtidigt, men ofte bliver vi nødt til at bede jer om at komme 2 gange for at  tage prøverne enkeltvis.


Samtale før du går hjem
Der er en såkaldt udskrivelsessamtale hvor personalet fortæller om forskellige ting du/i skal være opmærksom på i kommer hjem.
Du/i får automatisk en tid hos den jordemoder som var med ved fødslen. Er der andet du er i tvivl om eller har behov for at snakke med os om så ring 
til fødegangen 5695 9342.

Mad og drikke
Der er mad og drikke til moderen. Drikkevarer, mælkeprodukter og diverse andre fødevarer står i et køleskab, som kan benyttes hele døgnet. I den lille opholdstur på fødegangen står et køleskab hvor i kan opbevarer jeres egne spise/drikkevarer.

 Hvis du ikke er klar til at spise til spisetiderne, kan du bede personalet sætte mad til side til dig. Fædre og andre besøgende kan medbringe mad eller købe det i caféen i forhallen.

Personlige ejendele
Lad smykker og andet værdifuldt blive hjemme. Medbring gerne eget tøj til dig og barnet. Har du en ammepude, kan du også tage den med her.