Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Mor lige efter fødslen

Søvn og hvile

En fødsel og amning kræver energi, og derfor er det vigtigt, at du får ro og hvile de første dage efter fødslen. Se afsnittet om amning. Aftal eventuelt med familie og venner, hvornår besøg passer bedst. Det er en god idé at få en middagslur eller et hvil hver dag. At have et spædbarn kan kræve meget af begge forældre. 

Blødning

Efter fødslen vil du bløde mere end svarende til en kraftig menstruation. Efter et par dage vil blødningen skifte til blodigt udflåd med varierende udseende. Dit udflåd vil aftage i løbet af 6-8 uger. Der vil kunne forekomme små blodklumper de første døgn, hvilket er helt normalt.

Så længe du har blodigt udflåd, er der stadig en sårflade i livmoderen, der hvor moderkagen sad, og derfor frarådes: Karbad, havbad og svømning i svømmehal på grund af risikoen for betændelse og infektion i livmoderen. Af samme grund frarådes du at anvende tamponer de første måneder efter fødslen. Det anbefales også, at I anvender kondom ved samleje, så længe du har blodigt udflåd.

Hvis du får smerter i underlivet, hvis dit udflåd ændrer lugt, udseende eller mængde, eller hvis du får feber, skal du henvende dig til det afsnit, du blev udskrevet fra eller til din egen læge.

Syning

Måske er du blevet syet i forbindelse med fødslen. Trådene vil forsvinde af sig selv efter 2-3 uger. Er stingene generende, kan du få barselsafsnittet eller din egen læge til at se på dem og eventuelt få fjernet trådene.

Gode råd hvis du er øm forneden:

  • Anvend en blød pude at sidde på - det er ikke godt at bruge en badering, fordi vævet presses sammen og blodgennemstrømningen, og hermed sårhelingen, bliver nedsat.
  • Kom et isbind på hævelsen (hæld vand på et hygiejnebind, læg det i en plastpose og put det i fryseren nogle timer.) Husk at bindet ikke må komme direkte i forbindelse med huden.
  • Smertestillende medicin, f.eks. Paracetamol (se afsnittet om efterveer).
  • Ved fortsat smerte/irritation ved syningen længe efter fødslen kan du smøre noget bedøvende gele på arret. Dette kan købes uden recept.

Personlig hygiejne

For at undgå betændelse i en bristning og i livmoderen er det godt at skylle sig forneden efter hvert toiletbesøg. Hvis du ikke har en bruser, kan du anvende en kande lunken vand. Vask dig eventuelt en gang dagligt med sæbe forneden. Skift bind ofte. Husk at du skal skifte bind oftere end, du skal tisse.

Efterveer

Når du har født skal livmoderen strække sig sammen og blive lille igen. Disse sammentrækninger kaldes efterveer. Efterveer mærkes specielt, når du ammer, fordi der frigøres et hormon, når barnet sutter på brystet. Hormonet virker sammentrækkende på muskelvævet omkring mælkekirtlerne og på livmoderens muskulatur. I de første dage kan det være nødvendigt at tage smertestillende medicin, f.eks. Paracetamol. Følg anvisningen fra apoteket i pakken. Tabletterne skader ikke barnet. Snak med personalet, hvis du har meget stærke efterveer, så vi kan finde en måde eller et middel til at lindre smerterne. Jo flere gange du har født, jo flere efterveer behøver livmoderen for at kunne trække sig sammen.

Vandladning

Det første døgn efter fødslen kan det være svært at mærke, om urinblæren er fyldt. Du skal tisse senest 6 timer efter fødslen, også selv om du ikke føler trang. I det første døgn bør du gå på toilettet hver 5.-6. time. Livmoderen trækker sig bedre sammen og blødningen mindskes, når blæren er tom.

Husk at drikke masser af væske

Kontakt det afsnit du er blevet udskrevet fra, hvis du ikke kan tisse eller har fornemmelse af ikke at kunne tømme blæren.

Afføring

Hvis du har fået lavement i forbindelse med fødslen, er det normalt, at du ikke har afføring de første dage efter fødslen. I løbet af de efterfølgende dage kommer mave og tarmfunktionen som regel i gang igen af sig selv. Du kan forebygge hård mave ved at spise groft brød, rå grøntsager, svesker, fiberprodukter eller andet, som du ved får din mave til at fungere. Husk at drikke masser af væske.

Du kan tage et mildt afføringsmiddel, hvis du fortsat har hård mave efter 4-5 dage. Afføringsmidler bør kun tages i en kortere periode, ellers vænner maven sig til at skulle have hjælp.

Barselsgymnastik

For at undgå nedsunken livmoder, vandladningsproblemer og problemer ved samleje er det vigtigt, at du foretager knibeøvelser i bækkenbunden mange gange om dagen resten af livet. Se pjecen "Barselsøvelser", som udleveres gratis af personalet. Ved undersøgelsen 8 uger efter fødslen hos din egen læge, kan du bede lægen om at undersøge, om du bruger dine bækkenbundsmuskler rigtigt, når du kniber sammen.

Kost/vitaminer

Det er fortsat vigtigt, at du spiser varieret. Barnet bliver ikke generet af nogen form for mad, heller ikke krydret mad, hvis du spiser det i moderate mængder.

Husk at drikke rigelige mængder med væske, også selv om du ikke føler tørst. Alkohol udskilles i modermælken, og det nyfødte barn har en større følsomhed over for alkohol end voksne.

Vi anbefaler, at moderen ikke drikker alkohol, mens hun ammer.

Det anbefales, at du tager en vitaminpille og eventuelt fortsætter med at spise jern hver dag, så længe du ammer.